fredag den 30. november 2012

Chokolade Cookies

Nemme cookies med en skøn smag af mørk chokolade. Og jo, det lyder bedre at skrive cookies end det danske "små-kager", for det er ikke i nærheden af de danske, små kager, typisk holdt i lyse farver med perlesukker på.
Anyways; her kommer opskriften på cookies, som er fundet hos den dygtige blogger Himmelske kager, men jeg har dog valgt en anden udformning på mine figurer end Camilla.

225 g smør (stuetemperatur)
200 g sukker
110 g brun farin
1 æg
1 tsk vaniljepasta / ekstrakt  ---> jeg brugte vaniljesukker
350 g mel
50 g kakao
1 tsk bagepulver


Ælt dejen godt og stil dej-klumpen i køleskabet 1 times tid.
Rul dejen ud og drys bordet med lidt mel. Stik nu de ønskede figurer ud og læg forsigtigt på en bageplade.
Bages ved 190 gr. i ca. 8 minutter.
Mine cookies er pyntet med glasur (flormelis + vand) samt nogle dråber konditorfarve og krymmel fra Dr. Oetker.

torsdag den 29. november 2012

En lille huskeseddel

Du kan stadig nå at være med i lodtrækningen om mine ting jeg forærer væk.
Hvis du vil se regler, frist m.m. skal du blot klikke på dette link.
Pøj-pøj, og hold øje med din indbakke når fristen for konkurrencen er udløbet, og se om du er den heldige vinder, som jeg kontakter via e-mail.
Jeg vil allerede nu takke de mange som har ville deltage i denne lille leg. Og stort velkommen til nye læsere, - jeg håber I hænger ved ;0)

mandag den 26. november 2012

Niece-tid

En søndag hvor humøret var til hygge, fysikken var til afslapning og vejret var mildt, fik jeg besøg af min søster og hendes yndige datter.
- Hun er jo min niece og jeg elsker hende herfra og laaaaaangt op til månen (og tilbage igen). Hun er et spændende - og dygtigt barn og hun er yderst opmærksom på hendes og andres følelser. Jeg glæder mig rigtig meget til, at følge hende gennem livet og være en fabelagtig og sjov moster for hende.
Planerne for denne kvalitets-søndag var at få frisk luft og få tanket smilekontoen op.
Derfor gik vi en tur ned til en stor dam, hvor ænder i massevis (og desværre lige så mange måger) holder til.
Min niece, som trods alt kun er 1 år og 7 mdr., gik modigt hen til ænderne og kastede med kiks så godt hun kunne. Skønt at overvære!
Da vi daffede hjem, med kurs mod lejligheden, fik vi set den smukkeste solnedgang og hjemme ventede ham den betænksomme med hjemmelavede mælkesnitter.
Opskriften på sidstnævnte kommer i et andet indlæg.

lørdag den 24. november 2012

Heldige mig!

Det er er underligt at det kan være så tilfældigt og at lille mig så engang imellem har heldet med mig hvad angår konkurrencer.
Jeg har nemlig vundet en give-away, som passer rigtig godt til mit køkken. At der så var nogle ekstra ting med i kassen jeg fik tilsendt, var meget overraskende og overskuds-agtig fra afsenderen.
Afsenderen var Lillian med bloggen Little Yellow Farm.
Præmien bestod af: 3 hæklede låg til marmeladeglas (eller lignende glas) og ekstra bonus var at jeg fik en hæklet grydelap/underlag samt et mini gulvtæppe i blå/lilla nuancer.
TAK!

torsdag den 22. november 2012

DIY julepynt

Sammen med min elskede søster har vi brugt en aften på at lave julepynt ud af selvhærdende ler. Det var rigtig hyggeligt og resultatet blev godt.
Jeg købte det selvhærdende ler i en hobby-butik og vi brugte hæklede cirkler til at præge og lave mønster på figurene. Min søster fik også den idé at bruge små glasperler i leret, og mit resultat ligner at juletræet har pynt på.
Du får billeder af vores aften "in the making" og når julemåneden er igang skal jeg nok vise billeder, hvor julepynten rigtig kommer til sin ret!
NOTE: efter transporten fra min søsters hjem til lejligheden gik lysestagen fra hinanden. Jeg har ikke gidet at lime den endnu, så måske det ender med at den ryger i skraldespanden (den er meget skrøbelig og et begynder-forsøg).

onsdag den 21. november 2012

Inspiration til julebag

Jeg kan godt lide at bage og med min kitchen aid går det meget let og hurtigt. Jeg er  - som mange andre bloggere - begyndt at tænke lidt over julemåneden, som står på lur og som rykker tættere på.
Og når jeg tænker jul indebærer det dermed også jule-bag. Derfor har jeg hentet lidt inspiration på en dansk hjemmeside, og Gingerbread-figuren samt sne-fnugene er små fine dekorationer til ovenpå cupcakes!
Dette indlæg er min egen mening og lavet på egen opfordring (ikke sponsoreret). 

mandag den 19. november 2012

Litterært bryllup...

Det er ingen hemmelighed at jeg skal giftes næste år.
Derfor har jeg været på biblioteket for at låne stakkevis af bøger, for at få inspiration til borddækning, invitationer og for at få styr på skikke, myter og fakta.
Jeg har også lånt bøger om det mere praktiske såsom det juridiske i et ægteskab, hvornår hvad skal sendes til kommunen mht. ægteskabet, registrering, reservation af kirke m.m.
Det er enormt spændende og jeg suger viden til mig....Jeg tror ikke jeg bliver træt af det eller har lyst til at ligge det fra mig foreløbig. - Tror jeg har det sådan, fordi dét med brylluppet, forberedelsen, følelserne osv. kun sker én gang i livet... - Ja, det er altså det jeg tror ( og jeg kunne ikke forestille mig andet!).

Da jeg var ved at låne min bøger på biblioteket kom en fremmed dame hen til mig, kiggede på mine bøger og sagde at hun fik gåsehud, af glæde, over at jeg skulle giftes. Hendes datter var blevet gift i sommers, og da jeg fortalte at mit bryllup først skal stå næste efterår bekræftede hun mig i, at det sørme var godt jeg var i sååå god tid! Hun blev meget glad på mine vegne og ønskede mig al mulig held & lykke, samt en super mindeværdig fest (til dén tid)....Hold op, jeg blev lidt konfus og overvældet af hendes positivitet samt glæde...over mig...et fremmed menneske....
Men hvor er dette en fantastisk tid og hvor er jeg et heldigt kvindemenneske :-) 

 - Hvis du stadig læser med, efter denne lange smørre vil jeg sige tak for det, kære læser. Måske du også selv har oplevet momenter, hvor fremmede personer lige pludselig følte med dig og talte som om I kendte hinanden i forvejen!?

søndag den 18. november 2012

Dingen & Sachen

Her er et indlæg, som jeg kører som en slags serie her på bloggen under navnet "Dingen & Sachen" og som det tyske sprog hentyder til, er det indlæg om; ting og sager fra mit hjem.
Jeg vil gerne takke for den store opbakning til min give-away, som jo stadig er i gang og først slutter i december.
Så deltag endelig og stort velkommen til nye læsere!
Aberne er købt i Mexico og symboliserer "Ikke se, ikke høre, ikke tale".
Mit cupcake-hjørne i køkkenet!
Lækkerhed; Lakridspulver fra Hr. Bülow og smukke blomster.

lørdag den 17. november 2012

Giv-væk konkurrence

Kære læser
Jeg er i det gavmilde hjørne og vil derfor gerne give nogle ting bort. Alt du skal gøre for at deltage i den lille lodtræknings-konkurrence (langt ord!) er følgende:

1 lod = Kommentar
2 lodder = Bliv/er fast læser + kommentar

HUSK at fortæl hvor mange lodder du deltager med, samt din e-mail adresse, så jeg kan skrive til dig hvis du er den heldige vinder.
Hvis jeg ikke hører fra vinderen via e-mail trækker jeg en ny!
Lodtrækningen er kun for personer bosat i DK.

PRÆMIEN:

  • Opskrifthæfter fra Dr. Oetker
  • Forme til f.eks. små snacks, muffins m.m.
  • En tom dåse LØV te, som er tiltænkt dekoration eller opbevaring i køkkenet.
Sidste frist for at deltage er lørdag den 1.dec. Jeg  vil bestræbe mig på, at trække en vinder i løbet af den 2.dec., så hold øje med din indbakke.

fredag den 16. november 2012

Fredags-fridag

Jeg har slet ikke fået fortalt at jeg er begyndt i praktik i forbindelse med min uddannelse som sekretær.
Jeg sidder ved en skranke i et ambulatorium, på et sygehus og jeg synes det er smadder dejligt, lærerigt og tiden flyver afsted.
I forbindelse med praktikken har jeg fået en vagtplan som giver mig en ugentlig fridag! Idag er så min første fridag og jeg har holdt den sammen med ham den hyggelige.
Vi har fået ordnet en del praktiske ting og så har jeg fået blomster! - Bare sådan, bare fordi.
Dagen er blevet hygget væk (vejret er jo heller ikke til andet!) og faktisk begyndte jeg min formiddag med at bladre i et brudemagasin, for at få lidt inspiration til det hersens kommende bryllup næste år!
Og da brudekjole-inspirationen var ovre var jeg nærmest ved at få min cornflakes i den gale hals.....For hvad ser jeg i Bilkas nye reklame-avis: Starbucks åbner i shoppingcentret Fields....hold nu op hvor spændende!!!...Og åhh nej; jeg bor meget langt fra Fields, så øv øv øv...Mit Starbucks-hjerte savner!
Men jeg ved at Star-buddy og jeg ses igen, så nu vil jeg bare glæde mig til lørdag og søndag,  - og  nyde at det bliver skønt at vågne i morgen og så vide at det KUN er lørdag...!
God fredag, - har du en spændende weekend foran dig?

torsdag den 15. november 2012

Efterårstegn

Hjemme i lejligheden er der sikre tegn på, at dagene er blevet kortere; humøret er til inde-hygge, stearinlysene bliver flittigt brugt og der bliver skiftet lidt ud i boligindretningen som før var meget farverig.
Jeg nyder de dage hvor jeg får fri lige over middag, for dér kan jeg nå at bevæge mig udenfor og nyde naturen inden at et mørkt tæppe ligger over landskabet...

tirsdag den 13. november 2012

Mexico!

For at fuldende mine indlæg om ferieminder fra 3 måneders rejsen sidste efterår, slutter jeg nu med det sidste land vi besøgte, nemlig Mexico.
Hjemme fra Danmark havde vi hørt meget negativt om landet. - At der kidnappes mange "hvide", at der flyder med narko, at de er fattige og tigger, at landet er kedeligt at besøge for et ungt par og at der forekommer skyderier på åben gade.
 - Nu er jeg ikke tilhænger af fordomme, så Mexico blev besøgt og hvilken et land! Hold nu op: frodig jungel, smukke, bløde, hvide sandstrande med et blændende azurblåt hav, autentiske små bjerglandsbyer samt storby, trafik, æsler, coronas og hyggelige restauranter og caféer.
Det er et charmerende land, hvor tingene går sin gang. Der er MASSER af spændende historie i forbindelse med apozekterne, maya'erne og alle som har prøvet på at erobre landet. Absolut et besøg værd!!!
Og nu følger lidt billedspam, for tror ikke Mexico kan fuldendt beskrives,  det skal OPLEVES!
Min største personlige oplevelse var at svømme med delfiner. Ham den nysgerrige tog dykkercertifikat (på engelsk) og fik sig nogle enorme undervands oplevelser...

Alle rejsebillederne er private, taget af mig (copyright).

søndag den 11. november 2012

Smil det er søndag!

Sikke en weekend jeg har haft, det har været en rigtig god én af slagsens! Fredag kørte en barndomsveninde og jeg mod Odense hvor vores fælles veninde bor. Efter et smut i Ikea og utallige smil over bl.a. de søde børnemøbler  - min veninde er gravid og er sat til februar - indtog vi en lækker indisk take-away og fik sludret resten af aftenen og natten væk.
Lørdag fik jeg et gensyn med lejligheden og blev ramt af en dejlig duft af flæskesteg med hele "svineriet". Ham den dygtige og hans kammerat kokkererede en middag, til 4 personer. Derfor blev lørdag aften hygget væk med grin, debatter, god musik, brætspil, lækker mad og alkohol. Anledningen til at vi mødtes med et nært vennepar var at vi havde lyst til at holde julefrokost..Jaeh, det er en smule for tidligt men da der ikke var tid for os alle 4 til at samles samtidigt, valgte vi aftenen igår. Derfor dækkede jeg også bordet med juleservietter og en lidt alternativ juledekoration.
Idag er jeg brugt i kroppen, er søvnig og laver ikke noget fornuftigt. Jeg glæder mig til at nyde resterne fra middagen igår og gør dermed klar til en ny uge.
God søndag aften kære læser!

 

fredag den 9. november 2012

Gulerodscupcakes

Gulerodskagen er en klassiker. Det er en kage med smag og en favorit hos mig selv.
Jeg kan dog ikke lide når kagen indeholder rosiner, så dem undlader jeg altid. Dog er det et godt alternativ at tilføje kandiseret ingefær i dejen i stedet for rosinerne. Bages ved 175 grader i 20-25 min.

Opskrift (12 mellemstore):
5 dl. hvedemel
2 tsk. bagepulver
1 tsk. natron
2 tsk. stødt kanel
2½ dl. solsikkeolie
3 dl. farin
3 æg
5 dl. fintreven gulerod
2½ dl. hakkede valnødder
Reven skal af en øko-appelsin
Reven skal af en øko-citron

Topping:
200 gr.Philadelphia ost naturel
1 spsk. blødt smør (foretrækker Lurpak)
6 dl. flormelis
1 tsk. vaniljesukker
1 spsk.friskpresset citronsaft
Krymmel "Vinter" fra Dr. Oetker
------------------------------------------------------------------------------------------------------------

torsdag den 8. november 2012

Ønskeliste

Har været et smut rundt og surfe på nettet og fandt bl.a. Bahnes hjemmeside. Der er mange lækre mærker og det er "farligt", at der både kan handles boligtilbehør samt tøj, tasker m.m.
Har fundet nogle ting til lejligheden som jeg sagtens kunne forestille mig pakke op, på juleaften.

Vaserne er asymmetriske og koster kun ca. kr.40.- pr. stk.
Sauceskålen fra Royal Copenhagen
Bordlampe(r), passer til barskabet hvor jeg efterhånden er træt af den nuværende lampe
Stribede sugerør fra Miss Etoilé, - jeg vil prøve den og de pynter så smukt!
Vanitas er min nye feminine duft (matas.dk)
Læbestiften er en neutral, naturlig farve og ikke så dækkende som dem jeg har (matas.dk)
Ferm Living pude til sofaen, for at pifte den lidt op 
Pukka teen "Night time" indeholder urter så man bliver rolig inden sengetid, - perfekt for mig som er tea-lover
Body-scrub med skøn duft, fra Karmameju
Billeder er lånt fra Bahne.dk/Matas - Indlægget er ikke sponsoreret

tirsdag den 6. november 2012

Shopping

Jeg har været et smut i Ikea med søster lagkage og øv-øv-øv! Der var udsolgt af de ting som jeg havde sat næsen op efter at få fingre i, til lejligheden.
Dog lykkedes det mig at købe det stribede tæppe, som nu pynter i sofaen. Jeg kan mærke at jeg har fået en forkærlighed for sort/hvide eller dæmpede farver. Måske det er årstiden, måske er det et stilskift jeg aner det ikke. Men ikke desto mindre købte jeg også et pudebetræk i sort/hvide nuancer via H&M Home.
Når jeg alligevel skulle betale porto købte jeg også en dragtpose. Er træt af at dele dragtpose med ham den festlige, når vi skal transportere kjoler, skjorter eller jakkesæt til f.eks en familiefest, så har købt min egen feminine!
Og som et plaster på såret købte jeg lidt røde juleting i Ikea, - så nu er jeg klar til at bage julegodter!

mandag den 5. november 2012

Barnedåb

Forrige søndag var ham den sociale og jeg til barnedåb ved vores vennepar.  Deres datter blev døbt Ella og er navngivet efter en bedsteforældre i familien.
Vores gave til hende var en lyserød (moderen er vild med lyserød til sin datter) Fjällräven Mini rygsæk, og den er givet med tanke på noget symbolsk; vi ønsker at Ellas rygsæk vil blive fyldt op med gode minder og at hun får en solid opvækst med i bagagen...
Foruden rygsækken fik dåbsbarnet også en udgave af en avis, som er trykt på hendes føde-dag. Dermed kan hun - om mange år - læse og forstå hvordan verden hang sammen i år 2012 og hvad der rørte sig af debatter, aktiviteter m.m. dén sommer hun blev født.
Vores vennepar havde valgt os som faddere, og jeg er meget beæret over den tillid de viser os. Om Ella så får brug for, at lære om den kristne tro gennem sine faddere er uvist, men rimelig usandsynligt at hun kræver det, hvis uheldet er ude...
Dåbsmenuen bestod af pålægs-kagekone, sodavand/øl med efterfølgende smuk fondant kage og slik i masse vis. En dejlig dag, hvor dåbsbarnet enten skreg højere end præstens ord eller sov sig fra det hele.

lørdag den 3. november 2012

Forældre-middag

Ham min kommende mand og jeg havde inviteret mine forældre og hans far til middag igår. Vi lavede lækker mad (Oksecuvette, hasselback kartofler, sauce og dampede grøntsager) og jeg skal da lige love for at der blev hældt noget rødvin indenbords ved mine gæster! Ham den smukkes far er vinhandler, så der gik sport i, at smage på forskellige vine og gøre sig klog på druer, garvesyre m.m. Jeg drikker ikke rødvin, og holdt mig derfor til min "hof-drik"; asti.
En dejlig aften, der gik alt for hurtig og hvor meninger, ord og grin fløj i en lind strøm gennem luften.

fredag den 2. november 2012

Dinge & Sachen

1. Smuk buket fra min kommende svigerinde , - et forsinket tillykke med forlovelsen
2. Dine smagsløg vil elske dig, når du nyder den grønne pesto fra Løgismose (købt i Netto)
3. Krydderier fra mit køkken
4. Hylde i vores "hjemme-kontor"; maleri lavet af den smukkeste niece på 1½ år, DIY ko-på-dåse og en sølv-spraymalet sparegris til bryllupsopsparingen 
5. Mit minut-ur i køkkenet (købt i Malaysia)

Rigtig god fredag, - og glædelig J-dag, hvis du fejrer dette (Skål!)

torsdag den 1. november 2012

Heldige mig!

For noget tid siden var jeg så heldig at vinde i lodtrækningen hos den farverige Susi. Hun havde i samarbejde med Møllegården stablet en præmie på højkant, som jeg bare var så spændt på om jeg vandt...Nogle gange har man åbenbart heldet med sig, og det betyder at den sødeste Nissefar er flyttet hjem til mig.
Han er endnu en god grund til at glæde sig til jul, - glæder mig til at finde et passende sted i lejligheden hvor han kan stå og skabe glæde.
Med i pakken var en velduftende lille håndcreme og et sødt, håndskrevet kort, - cremen passer lige til penalhuset, så hænderne kan forblive bløde.