søndag den 21. september 2014

Venindeflokkens spilleregler

Jeg har taget mig selv i at tænke at jeg er blevet anderledes når jeg er ude socialt.
Har det på fornemmelsen, men det er ikke noget nogen i min nærmeste omgangskreds har bemærket, kommenteret eller bekræftet.
I mit arbejdsliv er jeg et socialt menneske grundet mit erhverv. Jeg har mine kunder i enkelte minutter og når først mit førstehånds indtryk er landet forhåbentlig positivt, og min rådgivning er formidlet videre, kan jeg ikke gøre så meget andet end at lade beslutningerne være op til dem. 

I mit privatliv har jeg, siden teenage-alderen, kørt med motto'et; hellere få, men meget tætte venner end mange, overfladiske venner.
 - Derfor har jeg en lille, men tæt venindeflok, som har det sådan at selvom vi ikke ses ofte (bl.a. pga. geografien og tiden) kan vi tale sammen som om det var igår vi sidst så hinanden.
Forrige år udvidede jeg så min venindeflok med 2 skønne piger, som jeg fandt på mit studie. Egentlig var det ikke et mål med uddannelsen at få nye veninder, - men kemi har det med at opstå - og jeg er glad for at de kom ind i mit liv. De to er helt anderledes end mine "gamle" veninder, som jeg kender fra børnehave,folkeskole og nogle fra handelsskolelivet.
Og eftersom jeg mødte de to nye veninder på mit "voksne" studie kender vi ikke hinandens fortid fra den vilde teenage-tid, men fordi vi bor i en middelstørrelse by kender vi pludselig alligevel de samme personer, har gået i byen de samme steder og ved hvad vi taler om.

Men nok om antallet af veninder, nu til min forandring;
Jeg kan mærke at jeg ikke er samme sted som de fleste af mine "gamle" veninder og det skræmmer mig en smule. Efter sidste middag vi havde sammen gik jeg derfra med en "hmm, ok, det var dét"-følelse og faktisk havde jeg gået og glædet mig til gensynet.
Nu går jeg og tygger lidt på om jeg mon havde glædet mig for meget til at se dem, eller om de ikke betyder så meget for mig mere. Jeg ved at jeg har rykket mig meget de sidste 6-8 mdr., da jeg har lært mere om "voksen-livet" i form af husbyggeri, huskøb, banklån, fast job med ansvar m.m., og mine veninder står ikke i samme situation pt.
 - Er det virkelig sådan at lige børn leger bedst eller er jeg bare blevet mere seriøs, handlekraftig og forandret og først nu får øjnene op for, at mine veninder er handelsskolen om og om igen?
Under den sidste middag med de "gamle" veninder følte jeg mig også lidt holdt fast i "den gamle pige" jeg var på handelsskolen, men jeg synes jeg har meget mere at byde på nu.

Gennem sommeren har jeg besluttet at være mindre fordomsfuld og ikke dømme ting/folk så hurtigt. Jeg prøver, - som i virkelig prøver! - at være mindre fordomsfuld og meget mere lyttende...
Men da min "gamle" veninde fortalte om en drejning hun laver i sit liv for tiden lød det - for mig - som om hun stadig prøvede at overtale sig selv og derfor kunne jeg ikke lade være med at spørge om det nu var gennemtænkt og om det var dét hun ville (set med mine øjne; jeg vil dig det bedste, derfor spørger jeg!).
Hun ignorerede mine spørgsmål, og lyttede intens på min anden "gamle" veninde som bakkede hende op, fordi hun har været lidt i samme situation, men i min optik er det jo situationen blind leder blind!
Er det virkelig sådan at man skal snakke sine veninder efter munden bare fordi man er en sammentømret flok?
Og kan det passe at man kan miste interessen for nogle piger som har været der for én i over 10 år, eller er det bare en fase?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar